fredag den 30. november 2012

Skunk & Skin


















Sjældent har jeg mærket en menneskemængde så intens og bølgende homogen og helt igennem optaget af én enkelt og fantastisk sprudlende person; den på én gang tossede og karismatiske Skin leverede en kraftpræstation af en anden verden med det ene hit efter det andet; "Weak", "Hedonism", "This is not a game", "All I want" osv. Jorden dunkede, og musikken kunne mærkes helt ud i de fjerneste led af kroppen. Jeg forblev fascineret, underholdt og tryllebundet hele koncerten igennem - endda med kuldegysninger, når den voldsomme stemme brusede ud af den spinkle kvindes lunger. Et imponerende marathon af stage dive, flirten og crowd surfing uden ende. Puuuh, hvor er jeg forelsket i dette fantastiske, engelske indie-punk-rock-band. Ganske som for 16 år siden. Koncerten høstede fire ud af seks mulige stjerner, og anmelderne var åbenbart enige med publikum. Det var "Hård rock, hop på stedet og en halvmaraton uden brug af håndbremse". Læs anmeldelsen her.
Will you marry me please, Skin?

Chez Monsieur Vuong // Alte Schönhauser Strasse









Har man sagt vietnamesisk mad, må man også sige Monsieur Vuong. Restauranten er med rette populær, for inden for de pangrøde vægge venter en kulinarisk oplevelse af de store; sprøde og knasende, spilfriske grøntsager i herlig kombination med saftig kylling og vietnamesiske urter toppet med et kærligt drys af hjemmeristede løg. Dertil de mest forfriskende og læskende, friskpressede lime- og hindbærjuicer, foruden mangolækkerier mv. Man kan ikke bestille bord, men kan bare dumpe forbi og vente i spænding, indtil man bliver sat. Duften er fortryllende, maden dejligt mættende, og stemningen er frisk og løssluppen. Er der lang kø, kan tiden slås ihjel med en kold øl på Pony Bar, som ligger lige i nærheden. Eller du kan tage dig et kig på de lækre designvarer i de mange hyggelige butikker på Alte Schönhauser Strasse. Vi besøgte Schönhauser Design, som er flere etagers skatkammer med lækkert design, brugte designermøbler og farverige gaver. Der var bl.a. en fin lampe og en masse farverige Eames-stole, der gerne ville have været med os hjem. I det hele taget er området omkring Rosenthaler Strasse et besøg værd; her er leben, dufte, den smukke synagoge og masser af lækre shoppingmuligheder.

Monsieur Vuong
Alte Schönhauser Strasse 46, 10119 Berlin

Pony Bar
Alte Schönhauser Strasse 44, 10119 Berlin

Schönhauser Design
Alte Schönhauser Strasse 28, 10119 Berlin

Soma (Vintagemekka)
Alte Schönhauser Strasse 27, 10119 Berlin

Prøv også at kigge op og se dig omkring. Alte Schönhauser Strasse bugner af lækker street art og grafitti.

tirsdag den 27. november 2012

Skunk Anansie





Weeeeeee, så er nedtællingen for alvor i gang. Jeg glæder mig helt vildt og tosset til at skråle om kap med Skin, når Skunk Anansie i morgen går på scenen i Falconer Salen i København. Jeg har drømt om at se dem live, siden jeg som teenager sprang rundt til bl.a. "Weak" og "All I want" i en voldsom brandert. Det var dengang i 90'erne, hvor de var virkeligt populære, og jeg var på nippet til at starte i gymnasiet. De har netop udgivet et nyt album med mere afdæmpede toner à la "Pickin' on me" - glæder mig vildt til at tjekke dem ud. Jeg husker dog med gru, hvordan min mor som straf for, at jeg lå og boblede med tømmermænd til langt ud på eftermiddagen, altid satte "She's my Heroine" på -  er du vimmer, den kan knock-out'e enhver med ondt i skallen. He he, er der noget bedre end minder fra en svunden, men god tid? Postkortet har jeg gemt helt tilbage fra dengang...

søndag den 25. november 2012

Honni und Leo // Berlinmuren
















Her på grænsen mellem Friedrichshain og Kreuzberg mærker man virkelig Berlins historie; frygt og flugt over mur og vande...East Side Gallery byder på 1,3 km. farverig vandring i byens sorte samvittighed. Die Mauer står her stadig som et evigt minde om en krig, der alt for længe holdt adskillige skæbner i sit kolde og kyniske favntag. Det er rørende at læse de meget sigende budskaber, som synes mejslet helt ind i sjælen og ikke bare i murbrokkerne. Og de mange pangfarver giver livlige vidnesbyrd om både legemlig og sjæleligt fangenskab og isolation - nogle gange gør det helt ondt at kigge på. Underligt nok var sidste gang, jeg gik langs denne mur i 1990, da den knapt var faldet, og de to Tysklande endnu ikke officielt var genforenet. På det tidspunkt forstod jeg nok endnu ikke helt, hvad det handlede om. Der er sket ting og sager i Berlin siden dengang, men følelserne, gåturen frembringer, er stadig lige stærke. Selvfølgelig måtte vi også lige foreviges foran et af verdens mest berømte kys af Honni og Leo. Pink Floyds "The Wall" kværnede desuden i min hjerne hele vejen ud i evigheden....

lørdag den 24. november 2012

Klæder i massevis // Bazar'O'Rama i Aalborg


Så er der rig mulighed for at erhverve sig en billig julegave eller lidt lækkert til dig selv. Vi afholder i morgen søndag Bazar'O'Rama i Studenterhuset i Aalborg. Her vil jeg være at finde med en kæmpe bod med lækkert tøj; kjoler, jeans, toppe og masser af lun strik, sko og tasker, tørklæder og smykker. Jeg har også en god portion designfund til salg. Studenterhuset vil bugne af boder og aktivitet, og det er muligt at købe sig en kop varmt undervejs. Der er lovning på masser af lækre lopper, beklædning, vinyler mm. Så ved du ikke, hvad du skal fordrive en grå efterårssøndag med, så kom endelig forbi og sig hej til mig. 

Studenterhus Aalborg - Gammel Torv 10 - 9000 Aalborg 
Åbent søndag den 25. november fra 11-15