onsdag den 29. februar 2012

'Strudseindlæg'










Jeg kunne simpelthen ikke stå for disse flotte fyre, der bare var flabede, fjollede og fatastiske på én gang. I hvert fald underholdt de kæresten og jeg i en rum tid, da vi besøgte zoo i weekenden. Synes, de har de skønneste ansigtsudtryk - derfor, ja, 'strudseindlægget' her! :-)

mandag den 27. februar 2012

Hvid Marmor



















Yndefuldt, enormt og dragende! Taj Mahal er et blændende mesterværk ud i marmormejslingens kunst. En imponerende mastodont midt i Indiens mylder. Her føler man sig lille, når man bevæger sig rundt og nyder, hvad jeg uden tvivl synes, er den smukkeste bygning, jeg nogensinde har set! Ren, hvid marmor besat med sirligt udhakkede ædelstene og fatastiske detaljer, som er en dronning værdig. Og så er morgensolen over Yamuna-floden helt magisk og indbyder til granskning af sjæl og sind. Og så skader det jo heller ikke, at Taj Mahal blev bygget af Shan Jahan i kærlighed til sin afdøde kone, som gav ham 14 dejlige børn. Et værdigt gravsted, som mange har misundet og millioner af mennesker har beundret gennem tiderne. Det er i sandhed et af verdens vidundere! 

søndag den 26. februar 2012

Mit allerhelligste Pushkar






















Pushkar er et skønt lille helle midt i turistmylderet i Rajasthan. 


Byen er en af de fem hellige ‘dhams’ (pilgrimsrejsemål) for dedikerede Hinduer.  Pushkar kaldes ofte ’Tirth Raj’ – pilgrimstedernes konge, og byen er en af de ældste i Indien. Den kendetegnes ved sine mange templer, hvoraf det mest populære er  Brahma-templet, og sine 52 ghats, som omkranser Pushkarsøen. Her drager adskillige pilgrimme hver dag ned ad trapperne for at bade i de hellige vande.


Stedet beboes også af adskillige hellige køer, der dovent strider sig frem mellem indere i farverige sarier og en hord af duer, der jævnligt hænger i sort sol over søen.


Jeg er ikke religiøs, men jeg havde alligevel en forventning om at kunne mærke en eller anden form for energi eller mystisk atmosfære, når nu det betragtes som et af de helligeste steder i verden. Men jeg fik ikke kuldegysninger eller følte mig særlig spirituel eller noget. Lige indtil jeg satte mig ned, slappede af og bare nød stemningen og rent faktisk begyndte at mærke efter. Pludselig havde jeg en følelse af absolut indre ro og tilfredshed. En skøn fornemmelse, som jeg tolkede som en evne til – for en gangs skyld – at slippe kaoset hjemmefra og bare nyde nu’et <3

torsdag den 23. februar 2012

Ananta Spa & Resorts - Pushkar













Skulle du være så heldig, at dine veje i livet krydser den hellige by Pushkar i Rajasthan, bør du unde dig selv den følelse af absolut fred, du opnår ved et ophold på Ananta Spa & Resorts; et helle midt i bjergene - væk fra den pulserende folkemængde og den insisterende 'gøen' fra de farverige lastbiler, der tonser op ad bjerget på vej med alverdens gods. Her kan du meditere og finde sjælefred, lade dig forkæle med massage og ansigtsbehandlinger i Mudra Spa og i det hele taget bare sidde for foden af poolen og være til...