onsdag den 15. januar 2014

Vinterdepression


Stilstand, kedsomhed, anger og rastløshed. En træthed helt ind til benet. 
Og samtidig så meget kreativitet, så mange tanker, der bobler og vokser sig større med fare for at briste.
Jeg er famlende og lille og iværksætterlysten og nysgerrig på én og samme tid.
Men hvordan tager man springet? Skal, skal ikke?

Venter og venter, men venter forgæves.
Velvidende at det ikke at vælge også er et valg.
Jeg udformer tanker, jonglerer med idéer,
tegner skemaer og historier
på nethinden

Venter lidt endnu,
til de er modne og friske til at springe ud
som et spædt og nyt forår...

lørdag den 11. januar 2014

B-day and Christmas treats

B-day and Christmas treats


Sikke begavet jeg blev sidste år. Jeg har altid følt mig privilegeret over at være decemberbarn, bl.a. fordi der er dobbelt-op på hygge og magi i årets hyggeligste måned.

Jeg kan i dette spritnye år se frem til hele to rejser i foråret, nemlig til Athen og Paris. Tænk, jeg kan ikke forstå, at det allerede er fem år siden, jeg sidst var i byernes by, som har været mit hjem af flere omgange.

Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til gensynet med gode venner og gamle stræder i mit hood i det 9. arrondissement. Og til romantik, gåture langs Seinen, solopgang og pain au chocolat på la Butte, snusen rundt i bogkasserne, vintage-fund og kir royal. For blot at nævne nogle af de få ting, jeg har savnet... Der skal naturligvis også frådses i farverige macarons, gås tur hånd i hånd langs Canal St. Martin og bestiges bakker i Buttes-Chaumont et plus encore.

Athen og Grækenland i det hele taget bliver et helt nyt kapitel for mig - det tæller vist ikke helt længere at have været på Kreta som 15-årig :-). Er der nogle af jer, der har besøgt Athen og kan komme med gode tips til, hvad man kan se, spise og nyde?