søndag den 24. februar 2013

Dans l'obscurité de la nuit











Sans titre. Sans contenu. Sauf les impressions tacites...

Ice ice baby













Det var et udpræget særsyn at kigge ud over fjorden en af de allerkoldeste frostdage. Isen bed i kinderne, og på den mest magiske og forunderlige vis havde vinterens isdronning kastet krystaller og diamanter ud over vandet. De smukkeste krusninger åbenbarede sig og løftede sig mod himlen som milimetertynde isskåle, der syntes at kunne splintre hvert sekund. Et forbavsende symbol på vandets kraft og liv i forskellige stadier af flydende, frossen og helt fast. Jeg drømte mig hurtigt ind i en verden af miniisbjerge og små alfer, der kælent danser på fjorden og strækker sig op mod solens livgivende stråler. Et vinterfatamorganer og endda stadig så helt knitrende levende og reelt. Jeg var målløs!

fredag den 22. februar 2013

Sota Sushi












For et par uger siden var min skønne veninde og jeg på Sota Sushi Bar i Vestergade i Århus. Den fantastiske Munch-udstilling på AROS skulle rundes af med endnu mere æstetik til sjælen og nu også smagsløgene. Det var første gang på Sota for os begge to, og det første, der springer én i øjnene er det næsten overvældende japanske interiør; glasvitriner med enorme kampuniformer, lange rå murstensfacader, træbjælker og en generel minimalisme og enkel, som er enhver japansk hule værdig. Vi fik et fint lille bord ovenpå og nød stemningen og kigget ned til en imponerende tallerken sushi, sticks, edamamebønner og andet lækkert, mens vi ventede på at aflægge bestilling. Snart kom tjeneren med menukortet, og av, hvor var der meget at vælge imellem. Vi kunne godt have brugt, at nogen valgte for os, men vi endte med at dele en skål edamamebønner og fik så ellers hver en "Choice 1 hoso maki"-menu, bestående af 6 blandede nigiri og 8 flotte inside-out-maki'er. Det var rent slik for øjet, og jeg elskede den lille detalje med en kvist mynte og et stykke kul i vandkaraflen. Stedet var godt besøgt, og selv om maden var god, skal det lige siges, at det langt fra er den bedste sushi, jeg har fået. Den slår ikke favoritten fra den ægte japaner i Paris eller Sushi Sushi i Aalborg. Men ærlig mad til forholdsvis billige penge.

onsdag den 20. februar 2013

En grøn og dejlig goodiebox








Nu har jeg hørt så meget om diverse dullegrejspakker, så jeg tænkte, at jeg selv ville prøve at tjekke den famøse Goodiebox ud et par måneder. Jeg kan egentlig godt lide konceptet om, at man får lov at prøve en masse forskellige produkter af inden for en ramme af kriterier, man selv har opstillet. Jeg har f.eks. valgt, at jeg overvejende ønsker at prøve økologiske og fairtrade-produkter uden parabener og alskens kemi. Derfor måtte jeg klappe i mine små hænder, da jeg i starten af måneden modtog denne guldgrube af skønne, grønne produkter.

Pakken indeholdt:

  • Oriflame Ecobeauty dagcreme - tilmed fairtrade (thumbs up i min bog)
  • En lille håndcreme med gojibær og økologisk aloe vera fra Matas' egen Natur-linje (jeg har allerede haft gavn af deres kropscreme med samme ingredienser, som gør huden fløjsblød, og som har en dejlig olieagtig konsistens uden at fedte)
  • En stor flaske Decubal bodylotion uden klam kemi men med rene sunde egenskaber til tør hud
  • En prøve på Philip Martins Body Shower Juice, som jeg glæder mig meget til at prøve
  • Produktprøve på John Masters Organics Firming Eye Gel
  • En prøve på Mádaras Sun Flower Golden Beige - en teinted dagcreme
  • En hel pakke fantastisk Yogi Ginger Tee med masser af ingefær og sort peber - den er allerede blandt favoritterne i teskabet
  • En Naturlig frugt- og nøddebar

Jeg glæder mig til at tage produkterne i brug og se, om nogle af dem skulle blive en ny favorit. Generelt er jeg godt tilfreds med pakken. Jeg er i forvejen ret forfalden til Mádaras skønne urtecremer og har længe ledt efter en eco-dagcreme, som min sarte hud vil mæske i sig. Mon ikke Oriflames af slagsen er et forsøg værd?

mandag den 18. februar 2013

Morgenmad i en pipper fra Berlin






Morgenmaden er for mig dagens vigtigste måltid, og jeg er begyndt at tage mig god tid om at nyde den i alle henseender; en pæn retro-dug på bordet, et smukt stykke Mågestel og en Mumi-kop. Det bidrager altsammen til en lille æstetisk lykkeoplevelse og får dagen godt i gang. Jeg er også begyndt at tænke mere over indholdet af selve maden. Førhen levede jeg meget af hvidt brød, men følte mig hurtigt træt og sulten igen, så nu lægger jeg vægt på at få gode proteiner i form af fisk, kalkunpålæg og æg til morgenmad - gerne i kombination med en lille salat, grøntsagshapsere og groft brød. En typisk morgenmad ser ud som ovenfor; æg - serveret i den fine gamle DDR-pipper fra Berlin, en frisk grape, en lille frugtsalat af et syrligt æble dryppet med citron og toppet af med mandler, rosiner, friskkværnede hørfrø og kokosstykker. Får jeg salat, pifter jeg den op med et skvæt af den sunde Livets olie, så jeg fra start får nogle af de sunde fedtstoffer indenbords. Det gavner både mave, tarme og hjerne. Hertil drikker jeg et glas vand med friskpresset citron og et par kopper urtete helt uden theiner, men gerne med en overdosis af ingefær og citron. Så er dagen ligesom i gang. Vil I se flere eksempler på en energifremmende morgenmad? Og hvad spiser I selv om morgenen?

lørdag den 16. februar 2013

Alhambra // Andalucia













Billederne er ikke mine, men fundet på Google

Åååh, hvor jeg glæder mig... Vinteren er ikke min kop pis, når den, som pt., er lunefuld og ikke kan beslutte sig for, om den skal bide sig fast et par måneder endnu eller lade sig forjage af det søde og piblende forår. Vi har med andre ord taget konsekvensen af alt for mange måneders sjap og kulde og stikker simpelthen af på ferie ned til de varmere himmelstrøg. Jeg har i mange år ønsket at besøge Alhambra i det smukke Andalusien. Og især efter vores tur til Marokko og Marrakech i 2010 har jeg hungret efter at gense de mauriske mosaikker, buer og i det hele taget den fascinerende, arabiskinspirerede byggestil. Så nu skal det altså være. I morgen stikker vi af! Vi flyver fra Billund til Alicante og lejer en lille "coche", så vi kan tage det stille og roligt ned mod Sierra Nevada og Granada, hvor vi skal besøge Alhambra, bo i smukke, hvidkalkede "Pueblos Blancos", vandre i bjergene og spise masser af tapas. Mmmm.... Forhåbentlig får vi også fyldt D-vitamindepoterne op - vejrudsigten ser i hvert fald lovende ud! Har nogen af jer allerede besøgt det skønne Andalusien? Og har I gode tips til, hvad vi skal se, høre, spise og drikke? Alle tips modtages med kyshånd!