søndag den 7. august 2011

Friske Fund fra Genneren

Så har markedsmøllen malet igen. Som jeg skrev tidligere, har jeg været på tur i det blå og samlet lidt sammen fra markederne. Det har givet en fintmalet høst...


Smukke hobbybøger om stoftryk og korssting til en 5'er stykket

Gamle selskabslege til mange timers morskab i familien. Jeg elsker gamle bøger, som ofte byder på bonusoplevelser - bl.a. dette sjove gamle skilt med fuldemandslege

Jeg kunne selvfølgelig ikke lade denne gamle, gulnede og tobakslugtende sag stå. Man er vel skabsfotograf? Og så synes jeg bare, den er et klenodie i sig selv. For sikke en udvikling, der er sket på fotofronten siden dengang...

...og så er den jo fyldt med retro-billeder - lige til væggen samt til inspiration, når der skal knipses løs! Haps!

Smukke billeder og motiver

Mit nye spilskab aka pladeskab til når jeg engang får fat i en pladespiller. Indtil videre rummer den samlingen af Trivial-spil

Har længe ønsket mig sådan et skab til stuen. Og kurven til blade kom med i en hurtig handel. 79,- i alt!

Elsker den lille, enkle papirshat, som jeg fandt i en Røde Kors på landet til 10 kr. Så kan man lege, at de små reflektioner er fregner. Jeg har altid misundet dem, der har 'været med i øllebrødskrigen', som man siger der, hvor jeg kommer fra. Fregner er sjask-charmerende!


En af mine barndomshelte er den kække Peter Pedal, så jeg jublede af glæde, da jeg fandt dette sjove og farverige spil Domino til en 10'er. Har dog ikke helt bestemt mig for endnu, om brikkerne skal indgå i et kreativt projekt, eller spillet får lov at ligge som det er.


Et par gamle vinyler, som blev hentet med hjem pga. de retrofede mønstre og de glade pangfarver!

En fin gammel kurv, som måske oprindeligt har huset en lille kat eller hund. Nu kommer den snart til at indeholde mine garnnøgler, stofbunker og uld- og filttotter til mange skægge projekter...


Fede retrostoffer hentet hos en gammel kone med privatsalg frisk fra garagen. 23 kr. for metervis af lækkert materiale til patchwork og andre gode projekter


1 kommentar:

  1. Sikke nogle fin sager du har fået gaflet dig. Især skabet/skænken (?) er et kup og de fine retrostoffer.

    SvarSlet