Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag

fredag den 28. september 2012

Verdens nemmeste müsli



Morgenmaden er virkelig mit yndlingsmåltid. Og den skal gerne sætte skub i kroppen og kærligt opfordre den til energisk at påbegynde en ny dag. Jeg holder meget af grød for tiden - jeg tror, det er efterårets lunefulde vejr, der giver mig lyst til at hygge mere om morgenmaden og tage mig god tid om at nyde den. Som et alternativ til den traditionelle havregrød kan jeg nu også godt lide en god portion A38 - men helst toppet af med noget, der overdøver den syrlige smag lidt. Jeg har derfor eksperimenteret lidt med en god gang knasende topping, som endte med at blive ganske vellykket. Jeg spiste den oven på A38, men den er sikkert også genial til yoghurt i alle afskygninger eller fromage frais. Giv eventuelt et gavmildt skvulp agavesirup, tranebærsirup eller din yndlingshonning på toppen! Her kommer opskriften på verdens nemmeste müsli, som både er velduftende, utrolig lækker og ikke mindst knasende sprød. Mums! 

Verdens nemmeste müsli (giver ca. to store krukker)
6 dl. økologiske grovvalsede havregryn
3 dl. solsikkefrø
200 g. mandler (svarende til en fin lille pose)
100 g. græskarkerner
3 dl. kokosmel
Evt. en håndfuld sesam
Rosiner efter smag (tilsættes efter bagning - jeg lavede min uden)
1 dl. kogende vand
1 dl. god, sød honning
1 dl. økologisk, koldpresset og smagsneutral olie (jeg brugte rapsolie)
2 spsk. rørsukker
2 tsk. vanillesukker

Fremgangsmåde
1) Bland frø, nødder og gryn i en stor bradepande
2) Kog vandet op og pisk det sammen med olie og honning
3) Bred væden ud over blandingen og vend det hele godt rundt med rene hænder
4) Bland rørsukker med vanille og drys det ud over blandingen i bradepanden
5) Bag müslien ved 200 grader i almindelig ovn i ca. 20 minutter
6) Vend blandingen godt med en grydeske og bag den yderligere 10 minutter, eller indtil blandingen er gylden.
7) Lad blandingen tørre godt, før den puttes i krukker med tætsluttende låg.
8) Opbevares tørt og mørkt

søndag den 7. august 2011

Muffin Treat

Her kommer den nemmeste opskrift på de lækreste cupcakes med chokolade og appelsin...M'joy!







Cupcakes med appelsin og chokolade (12 stk.)
  • 165 g. mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 30 g. usødet kakaopulver
  • 220 g. sukker
  • 2 letpiskede æg
  • 1 3/4 dl. mælk
  • 125 g. smeltet smør
  • 1 spsk. fintrevet økologisk appelsinskal

Appelsinsmørcreme:
  • 250 g. flormelis
  • 60 g. blødt smør
  • 2 tsk. revet appelsinskal
  • 2 spsk. appelsinsaft
  • Nonpareille-krymmel til pynt

- Forvarm  ovnen til ca. 180 gr. Sæt 12 papirforme i almidelige  
  muffinforme.
- Sigt mel, bagepulver og kakao i en stor skål, og rør sukkeret i.

  Tilsæt æg, mælk, smeltet smør og appelsinskal. Rør massen med en
  håndmikser i 2 min. eller indtil massen er jævn
- Fordel dejen i formene. Bag i 18-20 min. Sæt kagerne til afkøling
  på en rist
- Kom 125 g. flormelis, smør, appelsinskal og appelsinsaft i en stor
  røreskål. Rør i blandingen med en håndmikser, indtil massen er
  lind og cremet. Tilsæt gradvis det resterende flormelis og bliv
  ved med at røre, indtil massen er tyk.
- Dekorer hver enkelt cupcake med smørcreme og nonpareilles...
- Serveres sammen med hjemmelavet hibiscussaft, hyldeblomstsaft
  eller en god kop latte

onsdag den 3. august 2011

Det grønne hjørne

Der er nu ikke noget som friske krydderurter og hjemmedyrkede grøntsager fyldt med sol og vitaminer.

Og sammen  med nudler, en velstegt bøf vendt i soja og sesamfrø og skåret i tynde strimler, er det en sikker vinder.

Nudelsalat à la Keas (2 personer)
  • 2 stk. engelsk bøf
  • Soja
  • Salt og peber
  • Sesamfrø
  • Friske grøntsager efter ønske
  • Knasende sprød, hjemmedyrket chili
  • Et strejf ingefær
  • En gavmild håndfuld krydderurter
  • Kinesiske nudler

Mariner bøfferne i soya og sesamfrø og krydr med salt og peber. Steg dem rosa på panden og lad dem hvile.

Snit og hak grøntsagerne og svits dem i wok. Der må gerne være masser af bid i. Kog nudlerne, skær bøfferne i mundrette, tynde skiver og vend det hele sammen i wok'en. Krydr med friskhakkede krydderurter efter smag.

Og vupti! Værsågod at spis!


mandag den 11. juli 2011

Al hommmmmos

Mmmm, jeg elsker arabisk inspireret mad, og siden der ikke lige er hverken tid eller finanser til at gense nogle af mine yndlingssteder i den arabiske verden, kan man da passende skabe lidt araberstemning herhjemme...





Kæresten og jeg har stegt en ordentlig røvfuld krydrede frikadeller med masser af chili, hvidløg og raz el hanout, som består af hele 35 forskellige krydderier i én spicy pærevælling. Krydderiet er hentet hjem fra Marrakech og bruges nu flittigt i kulinariske eksperimenter...

Selvfølgelig skulle der også laves hummus fra bunden - krydret med friske urter fra mine forældres have. Her får I ospkriften på den lækre kikærtepasta, som er perfekt til fladbrød og knasende friske grøntsager.


Hummus
  • 3 dl. kikærter (250 g)
  • Vand
  • Ca. 2 spsk citronsaft
  • 1-2 fed friske hvidløg
  • 1/2 dl god olivenolie
  • 1/2 tsk spidskommen
  • Ca. 1/2 tsk groft salt
  • Peber efter smag
  • 1 stængel velduftende mynte
  • Oliven til pynt
Udblød kikærterne 10-12 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 1 time. Du kan også anvende allerede kogte kikærter fra dåse. Purer dem i en foodprocessor sammen med citronsaft, hvidløg, olie og krydderier. Virker mosen for fast, så tilsæt mere citronsaft og lidt vand. Smag til med salt og peber. Pynt med mynte og oliven...





søndag den 10. juli 2011

Crunchy Cookies

I går aftes blev der på kærestens anmodning bagt en ordentlig spand cookies! De er altid et hit og utroligt nemme at bage.







Her følger opskriften på ca. 25 stk. med dejlig mørk chokolade og mandler:
  • 115 g. blødt smør
  • 100 g. brun farin
  • 100 g. sukker
  • 1 letsammenpisket æg
  • 1/2 tsk. vanillesukker
  • 155 g. hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 10 g. malede mandler
  • 150 g. hakket mørk chokolade
- Sukker, brun farin og smør piskes i en skål. Æg og vanille
  tilsættes.
- Bland mel, bagepulver og mandler i en ny skål og tilsæt det  
  hele til smør- og melblandingen
- Chokoladen tilsættes tilsidst
- Fordel kagerne på bageplader. Brug en spsk. dej til hver cookie
- Bages 15-20 min. ved 180 grader til de er gyldne



Kæresten kvitterede så ved her til morgen at byde på nybagt og velduftende franskbrød af hvede- og rugmel. Ikke en tosset måde at starte søndagen på...