Viser opslag med etiketten Voyage Voyage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Voyage Voyage. Vis alle opslag

onsdag den 19. december 2012

Pause-café








Da vi var i Berlin i starten af november, drev den brusende og iskolde vind os hurtigt ind i det hyggelige gårdmiljø i Die Hackeschen Höfe. Vi søgte tilflugt og ro på den fine lille café Anatre, som lokkede med sit store udvalg af hjemmebagte Torten og dulmende stærke, italienske dråber, som selv Agent Cooper ville have kaldt "damn good coffee". Vi nød ein Stück Birnentorte und Carottentorte, og caféen byder hver dag på friskbagte croissanter til morgenmad, knasende sprøde salater og varme retter til frokost samt en god antipastitallerken med Sekt til aftensmad. Inde fra har man en fin udsigt ud til de smukke facader i Jugendstil samt den fine biograf og teater, som lokker med mange spændende opsætninger. 

Anatre
Die Hackeschen Höfe
Berlin

mandag den 17. december 2012

Burgermeister









Und dig selv en dejlig gåtur fra Hallesches Tor over Kottbusser Tor og hen til Schlesisches Tor. Kig op på dsine baggårde og nyd den enorme graffiti på endemurene. Her er råt og storslået og fyldt med følelser. og ikke mindst et stort virvar af arkitektonisk frustration - på den gode måde, altså. Gamle betonbygninger og skrøbelige baggårde ligger side om side med nærmest futuristiske boligkomplekser på toppen af den buldrende U-bahn. Netop under stationen Schlesisches Tor ligger den mest uprætentiøse burgersnask i hele byen. Personalet er en god blanding af unge hippier og punkere, og maden er fedtet, men rigtig god. Vi nuppede et bar baconburgere og en Fritz-cola med ud på de rå bænke, hvor trafikken buldrer forbi lige ved siden af. Det er fedt at sidde og iagttage livet suse forbi, så trænger du til rigtig snaskmad efter en aften med for mange øller, er Burgermeister virkelig anbefalelsesværdigt. Men forvent ikke gourmetburgere. Det er enkelt og snasket. Præcist som det skal være.

Tjek deres animerede hjemmeside med "autentisk" larm fra trafikken og U-bahnen 

søndag den 16. december 2012

Die Hackeschen Höfe











Her midt i Berlins jødekvarter omkring Rosenthalerstrasse ligger de smukke Hackeschen Höfe, som er en labyrintisk verden af smuk arkitektur i art nouveau-stil og fyldt med lækre butikker og hyggelige pladser. Området blev bygget helt tilbage i starten af 1900-tallet og har gennem tiden huset digterforeninger, jødiske dameklubber og andre mystiske selskaber. Bygningerne undgik ikke krigens ødelæggelser, og russerne overtog dem også for en stund, før de langt efter freden igen var indsat, i 1977, blev beskyttet som et evigt minde. I dag kan du gå på opdagelse i de skønne designsammenslutninger, besøge Macs mange fristelser, gå i biografen og se specielle film samt nyde en kop kaffe på en af de hyggelige caféer. 

Die Hackeschen Höfe
Rosenthalerstrasse 40-41 og Sophienstrasse 6

lørdag den 15. december 2012

Ding dong ding









Tusindvis af julelys oplyser gader og stræder, og der hænger et magisk skær i luften over Jens Bangs Stenhus  og det lille julemarked med den pæne, pæne karrussel. Jeg lever mig helt ind i et barnligt glansbillede med fine glimmerdrys og ønsker, at jeg var 5 år igen - så opslugt af hele denne magiske måned... 

Den 15. december er skudt i gang med julemusik lækker morgenmad med dampende hvid lakridsrodste, og kæresten og jeg starter snart kanen op for at få overstået julegaveræset. Jeg elsker at udvælge de mest personlige gaver, som jeg ved, modtageren vil sætte pris på. Så jeg accepterer, at det tager tid. 

Senere skal der trilles konfekt, bages svenska pepparkakor og drikkes hvid gløgg. Glæder mig til at komme ud i vintervejret og få rød snude. Læberne er allerede farvet med den fineste julerøde læbestift. Hvad mon I finder på af hyggelige decembersysler denne weekend?

tirsdag den 11. december 2012

Et juledrys fra et decemberbarn













Lykken er...
Honningkager og julestjerner og dampende roiboos-chai i Mumi-kopperne
At finde den gamle julepynt frem og bryde ud i barnlig glæde
At tænde kalenderlys og adventskrans og synge "Det første lys vi tææææænder...."
At hygge indendørs med glitterstads, havregrynskugler og klippe-klistren
At have smukke veninder til gløgg og æbleskiver efterfulgt af en skøn julefrokost med hele svineriet
At få den smukkeste Illumina-adventsstage i fødselsdagsgave af selvsamme smukke veninder helt uden at have sagt noget - bare fordi de vidste, at den var lige mig!
At have fødselsdag i hyggelige december, og det har jeg i dag :-)

mandag den 10. december 2012

Die Trabis








"Yyyyyyndyndyndyndyn", sagde min far med foragt i stemmen, da han stod med lille 9-årige mig i hånden i Berlin i 1990. Muren var faldet godt et halvt år før, og byen var stadig gennemsyret af energi og impulser; familier og skæbner var genforenet - mange af dem kørte i de fantastiske trabanter vom Vesten bis zum Osten og retur. Turister måtte hen at lirke sig et stykke af Berlinmuren for at indprente sig, at det faktisk var sandt; byen, de to Tysklande og tusindvis, ja millionvis af sjæle var nu genforenet. Disse biler, de skægge trabanter med det skønne retrodesign, vil altid minde mig om dengang, jeg var så tæt på stemningen i 1990. Da vi kørte tværs gennem Østtyrskland og mødte vagttårne og pigtråd overalt. Endda maskinpistoler, skudhuller og sønderskudte kirker... Det var så syret dengang, og jeg forstod det knap nok. Måske derfor blev mit næste besøg, mere end 20 år senere, netop så følelsesladet og intenst. Jeg følte mig som en del af en større kosmisk helhed...