Viser opslag med etiketten jordan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jordan. Vis alle opslag

tirsdag den 28. august 2012

Rainbow Street












Rainbow Street i Mellemøstens kulturhovedstad, Amman, er det foretrukne hang-out-sted for hippe, unge jordanere. Gaden, som troner op på toppen af Jebel Amman, giver den fineste udsigt over byen med de støvede, hvide huse og overraskende grønne træer. Rainbow Street er spækket med vestlige caféer og er en populær backpacker-oase med internetboots og gode restauranter. Personligt synes jeg nu, det autentiske Downtown Amman med den livlige markedsstemning er meget hyggeligere. Vi blev fanget i middagsheden og måtte søge skygge i et kærkomment turistcenter, der indbød til afslapning i fine sofamiljøer og til udforskning af en lokal udstilling. Midt i hele herligheden dukkede et billede af et dansk supermarked op. Af alle steder! Det føltes vildt underligt og frembragte smil på vores læber. Vi sneg os i roligt tempo ned ad de snørklede og brandvarme gader og fik et fint kig til byen, før vi landede nede af bjerget i Downtown igen, hvor de duftende krydderilader lokkede os til at hjembringe kardemomme og andre 'blomstrede' urter. 

Turen endte på vores favoritrestaurant, Al Quds (Jerusalem), som ejes af en palestinensisk familie. Her kommer vi altid til at forspise os, for menukortet er indbydende, og der er desuden et imponerende udvalg af sød og klistret baklava. Vores favoritret er det indbagte søde butterdejslam med ris, mandler og ærter, som dufter himmelsk og sætter mundvandet i kog. Og så kunne vi heller ikke se os fri for den bløde hummus og den lækre grillstegte lammekebab med grillede grøntsager. Man går aldrig sulten derfra, og der er altid fyldt med mennesker og herlige tjenere, der bliver glade, når vi ruller os ud med de knappe arabiske gloser. En skøn afslutning på endnu et fantastisk eventyr i Jordan.

søndag den 26. august 2012

Amman














Amman er en kogende gruekedel af kaos, farver, lyde, dufte og mennesker af samtlige religiøse herkomster. De labyrintiske hovedstrøg i Downtown Amman byder på stande og boder i hobetal med farverigt tøj og mavedanserbælter, megafoner, der kalder til bøn, butiksvinduer fyldt med honningdryppende baklava, sække med duftende krydderier, der sender kaskader af nys ud over folket, dyttende biler og boder med falafel og sukkerrørsjuice til ingen penge. 

Der er et leben af dyr og mennesker på den lille plads foran den store moské, hvor vi ikke-muslimer begærligt sniger os til et kig ind i de hemmelige gemakker. En familie vasker sig under en hane med svalende vand og lader os smilende komme til for at dæmpe den dunkende puls, der er presset til højdepunktet i den bagende hede. Amman er også historien om den gamle romerske arena, der stadig står som et vartegn for byen side om side med minareter og betonhuse med kulørt vasketøj på tagene. 

Og så byder byen også på fristelser for turisten i form af bugnende baglokaler fyldt med ædelstene, lædervarer og smukke låse, håndskårede træinstrumenter og sågar en gammel pladespiller fra HMV. Jeg måtte have den fine læderpuf med hjem til fusserne. En anden ting, jeg også forelskede mig i, var den dampende varme og velduftende jordanske kaffe, som slår som et smæld i blodbanerne med sine kraftige bønner og en herlig snert af kardemomme, som giver et sødligt pust til de beske sorte dråber. Jeg fik den søde krydderisælger til at blande et halvt kilo af de bedste bønner sammen med de skønneste kardemommekapsler. Duften steg op fra varmepladen i takt med, at han vendte den skønne blanding. Herefter blev det altsammen kværnet og pakket i en fin pose, som forblev varm og velduftende det meste af et par dage. Herhjemme nyder jeg i skrivende stund minderne, der vælder ind på nethinden, så snart duften af den skønne kaffe rammer mine næsebor. 

lørdag den 25. august 2012

Varme og Vandpibe














Forestil dig en stjerneklar og blid aften, hvor dine næsebor fyldes af et duftende potpourri af varme sommerblomster og tænderløbende grillstegt kebab. Øjet skuer en grotte af hvide sten og fine, grønne oliventræer og smukt dækkede borde og et bad af lys. Du mærker varmen kilde på huden, og alle dine sanser skærpes i mørket, hvor du fra nabobordene kan høre dæmpede arabiskklingende samtaler og den livlige boblen af vandpiber. Luften fyldes af en sødlig duft af æbletobak og snart af grillede herligheder, som rammer dine smagsløg i en eksplosion af indtryk; taboulé, fyldte vinblade, velourblød hummus, salte mandler, et væld af knasende sprøde grøntsager og læskende frisk lemonjuice. Jeg måtte knibe mig selv i armen et par gange for helt at forstå, at jeg var en del af dette paradisiske måltid blandt nye, internationale venner, som alle nød dette stille øjeblik sammen. I fred og fordragelighed. I kærlighed og nysgerrighed...

On the dancefloor












Anden del af bryllupsfesten i Jordan foregik på et lækkert udendørs-venue, som strakte sig over et område på størrelse med to fodboldbaner. Der blev skåret bryllupskage og danset i en god times tid, før den imponerende buffet lokkede en hord af slørklædte og kortkjolede gæster i skøn forening op til de lækre grillede kebabs, det velduftende lam, de fristende salater, den enorme paella, de nybagte brød og det overvældende dessertbord. Herefter var der atter dans og trommeopvisning og mavedansere på det fine hvide dansegulv à la Saturday Night Fever. Der blev danset det meste af natten, og glade mennesker fra hele verden sang med på vestlige toner. Jeg var i rosa H&M-kjole med print, sølvclutch fra Monki, statement-kæde fra Blond Accessories, høje sorte/sølvfarvede stilletter samt hvid Chanel-inspireret jakke fra H&M til den kølige aftenvind. Og så selvfølgelig et par ekstra dansesko af de flade af slagsen til flere timers dansen på brædderne under stjernerne.

fredag den 17. august 2012

A beautiful ceremony















Jeg har været til den smukkeste bryllupsceremoni, man kan forestille sig: persiske tæpper i støvede og douce farver flankeret af smukke, tunge marmormøbler. Fine gæster i rober i alle regnbuens farver, tårnhøje hæle og rosenblade, smukke blomsteropsatser, salbeldans og sækkepiber og ikke mindst en fantastisk summen af samtaler på alle tænkelige sprog. Kulturmødet, når det er bedst! Gommen er oprindeligt fra Iran, men har boet i Jordan det meste af sit liv. Bruden er portugisisk, men opvokset i Frankrig. Familie og venner kommer fra Tyskland, USA, Libanon, England, Jordan og Dubai. Og lille Danmark. Jeg var rørt over alle indtrykkene; det smukke alter med fine symboler på glæde, sødme og fertilitet, ceremonien, hvor de ugifte kvinder (mig selv inklusiv) dryssede sukker over parret for at kaste sødme over ægteskabet, kontrasterne mellem slør og arabiske traditioner og vestlig lårkort og høje hæle. Og ikke mindst over den kærlighed, der strålede mellem parret hele dagen; i blikket, i smilene, i luften og i udsigten over smukke Amman. Jeg sugede ivrigt og begærligt det hele til mig og har gemt oplevelsen og nyknyttede venskaber dybt i mit hjerte...