Viser opslag med etiketten Tankestrømme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tankestrømme. Vis alle opslag

onsdag den 15. januar 2014

Vinterdepression


Stilstand, kedsomhed, anger og rastløshed. En træthed helt ind til benet. 
Og samtidig så meget kreativitet, så mange tanker, der bobler og vokser sig større med fare for at briste.
Jeg er famlende og lille og iværksætterlysten og nysgerrig på én og samme tid.
Men hvordan tager man springet? Skal, skal ikke?

Venter og venter, men venter forgæves.
Velvidende at det ikke at vælge også er et valg.
Jeg udformer tanker, jonglerer med idéer,
tegner skemaer og historier
på nethinden

Venter lidt endnu,
til de er modne og friske til at springe ud
som et spædt og nyt forår...

tirsdag den 23. april 2013

Sunkissed













Jeg elsker, når forårssolen står tidligt op og kysser duggen af bladene. Når strålerne danser i græsset og sender myriader af lys ud i spidserne af kornets sirlige tråde, der vimrer i vinden. Jeg elsker, når rådyrene tror sig usete i krattet og sender et ekko af kvast bevoksning ud i horisonten. Jeg elsker, når ænderne letter over fjorden, og når de tyste krusninger bærer kajakroeren over vandet, mens fiskerne sætter tråd i det fjerne. Jeg elsker det helt specielle lys, der kendetegner Nordjylland, og som jeg snart vil savne, når jeg flytter hjem til Århus. Det lyder så vildt. HJEM! Men det er det. Hjem! En ny begyndelse, nye eventyr! Jeg glæder mig...

mandag den 1. april 2013

Om at have været væk længe og om at være vendt tilbage, om store højder, om brede vidder








Kender I det at være på vej ud ad én af livets lange bugtede veje uden at vide, hvor den fører hen? At vælge den asfalterede vej uden huller synes til tider tiltrækkende og trygt, da den barmhjertigt lader dig løbe med strømmen og sikkert fører dig til endedestinationen. Jeg har i længere tid valgt den snævre snørklede vej, hvis brostenstoppe drillende lader mig snuble hen ad jorden med skrabede knæ og løbende snude; men som lokker med en lysning badet i hvidt lys for toppen af de grønne træers krusende kroner. Vejen har hånligt hevet mig i et dybt og endeløst hul, som var fyldt med spindelvæv, og som lugtede muggent. Men nu har jeg kæmpet mig op, hvor vejen er belagt med vandpytter, som jeg forventningsfuld hopper i som et lille barn. Barnet er dog veget for en voksen kvinde, hvis liv skal til at kæmpe sig op ad bakken og ned i dalene i et voksenliv, som pludselig er skræmmende nært.

(med andre ord: jeg har fået fast job, og mit lille helle her på bloggen er nedprioriteret lidt for tiden)

mandag den 21. januar 2013

Nature Morte











Nætterne er skinnende og isklare for tiden og reflekterer tilstanden i mit sind; jeg er lige så lille og skrøbelig som isen på fjorden, som trues med at splintres af livets bølgegange og fuglenes vingetag. Jeg venter på skæbnesvangre afklaringer, som får stor betydning for fremtiden, min måde at se livet på og hele livet som sådan. Nedtællingen er i gang, og kun de stjerneklare vinternætter giver mig trøst.

lørdag den 5. januar 2013

En ny start // Velkommen til Au-delà




Velkommen til Au-delà, som er mit nye helle her i blogland. Mit helt eget drømmeland med plads til dagdrømme, hverdagsflugt og små eventyr.

Med et nyt år og en masse spændende udfordringer og oplevelser i sigte, var det på tide at sige farvel til den gamle blog, hvor jeg følte, jeg var kørt fast, og indholdet ikke belv en spejling af mig, men derimod af så mange andre tendenser, jeg er løbet med på hen ad vejen. Således er "A Photographic Fairytale" nu et overstået kapitel for mig. Jeg har længe følt, at betegnelsen ikke passede til mig. Nuvel, jeg ER en eventyrer, og jeg elsker at fotografere. Og disse egenskaber og passioner vil i høj grad videreføres på Au-delà, som først og fremmest er et forsøg på at gøre min blog mere personlig - med respekt for det frankofile hjerte, der banker i mit bryst.

Au-delà betyder ganske enkelt "på den anden side" eller "hinsides". 
Udtrykket passer godt til alle de livsbegivenheder og oplevelser, jeg har haft hen ad vejen. Det er jo gået op for mig, at I som læsere egentlig ikke ved så meget om mig; hvad jeg brænder for og længes efter. Hvad jeg vil her i livet. Det vil jeg forsøge at redegøre for gennem glimtvise billeder af  flygtige rejser, hverdagsglimt og sporadiske lykkemomenter. Billederne vil stadig være i centrum, og bloggen skal fyldes med hjertevarme, naturlige motiver, kaffepauser og kunst og design. Dertil et gavmildt drys franskhed ganske efter mit hjerte. Så velkommen med mig her over på den anden side. Jeg håber, I stadig har lyst til at følge med.

- Katrine

onsdag den 2. januar 2013

A fresh start













Puuuha, så er vi allerede sprunget ind i et nyt år! Jeg smager lidt på det sprøde tal "2013" for at mærke, hvordan det ligger på tungen. Jeg har taget afsked med et 2012, der på mange måder har været fantastisk og med plads til at være til, nyde, rejse og tænke sig godt om. Jeg ser frem til et nyt og spændende år med nye udfordringer såvel professionelt som personligt. Min allerkæreste og jeg skabte sidste år en ny tradition, hvor vi på et stykke fint papir sirligt nedskrev vores fælles mål og ønsker for det kommende år. Næsten alle ønskerne blev indfriet i år, og det er meget motiverende at have en lille ønskeliste at forholde sig til. 

På den måde har vi i det forgangne år:
- Oplevet det både vanvittige og fantastiske Indien, som har budt på nogle af de smukkeste 
  byer og landskaber, jeg nogensinde har set
- Nydt de friske frugter og grøntsager fra haverne i vort paradis i Sydfrankrig
- Sagt farvel til en arbejdsplads, der på ingen måde var god for mig og sprunget ud i freelance-
  PR-kommunikation-retorik-og-formidlingsbranchen
- Været til det smukkeste fransk-jordanske bryllup i Amman med masser af smukke mennesker
- Oplevet at komme i god form mentalt som fysisk
- Været på mange gode ture i det blå og plukket bær i massevis
- Været på hemmelige kæresteudflugter og været nyforelskede (selv om vi har været sammen 
  lææænge)
- Fejret vores 10-års-dag på behørig vis i skønne Hamburg
- Gået lange ture i naturen og samlet dets forråd og skatte
- Genset Berlin sammen med dejlige venner fra hele verden og nydt byens råhed
- Besøgt familie og venner og haft mange hyggestunder
- I det hele taget bare hygget os og nydt at være til

Har I ramt nogle milepæle i 2012, og har I gode forsætter for det nye år? Jeg vender straks tilbage med nye mål og en opsamling på de skønneste tider i 2012.

mandag den 31. december 2012

Happy new year!!!





Rigtig godt nytår til jer alle sammen. Jeg er meget glad for, at I har fulgt med i et spændende år her på mit lille fristed og håber, I kigger forbi i 2013 igen. Kom nu godt ind i det og pas på jer selv! Jeg fejrer nytåret i Aarhus med et par af bedsteveninderne og glæder mig til 80'er-tema med fondue, rødvin og fest og ballade. M og jeg har allerede lagt planer for det nye år - det ser lovende ud. Jeg vender snart tilbage med et lille tilbageblik på året, der gak! Hav en fantastisk nytårsaften :-)

onsdag den 19. december 2012

Pause-café








Da vi var i Berlin i starten af november, drev den brusende og iskolde vind os hurtigt ind i det hyggelige gårdmiljø i Die Hackeschen Höfe. Vi søgte tilflugt og ro på den fine lille café Anatre, som lokkede med sit store udvalg af hjemmebagte Torten og dulmende stærke, italienske dråber, som selv Agent Cooper ville have kaldt "damn good coffee". Vi nød ein Stück Birnentorte und Carottentorte, og caféen byder hver dag på friskbagte croissanter til morgenmad, knasende sprøde salater og varme retter til frokost samt en god antipastitallerken med Sekt til aftensmad. Inde fra har man en fin udsigt ud til de smukke facader i Jugendstil samt den fine biograf og teater, som lokker med mange spændende opsætninger. 

Anatre
Die Hackeschen Höfe
Berlin