mandag den 31. december 2012

Happy new year!!!





Rigtig godt nytår til jer alle sammen. Jeg er meget glad for, at I har fulgt med i et spændende år her på mit lille fristed og håber, I kigger forbi i 2013 igen. Kom nu godt ind i det og pas på jer selv! Jeg fejrer nytåret i Aarhus med et par af bedsteveninderne og glæder mig til 80'er-tema med fondue, rødvin og fest og ballade. M og jeg har allerede lagt planer for det nye år - det ser lovende ud. Jeg vender snart tilbage med et lille tilbageblik på året, der gak! Hav en fantastisk nytårsaften :-)

søndag den 30. december 2012

Traktørstedet Ludvigslyst












Nu er det måske ikke mad, I har allermest lyst til at høre om oven på en god jul med masser af ekstra kalorier til sidebenene og endeløse julefrokoster med svin i alskens former. Men skulle I på magisk vis få lyst til lækker, økologisk mad i det nye år, så kan jeg varmt anbefale det hyggelige lille traktørsted, Ludvigslyst
Stedet har arvet navn efter Ludvig Hemmer Sørensen, hvis mor arvede den daværende gård efter sin mand helt tilbage i 1855. Ludvigslyst har siden 1870'erne fungeret som gæstgiveri til Himmelbjergets mange besøgende. Med sin placering tæt på Svejbæk Station, kunne turisterne sunde sig på stedet, inden de blev færget over til Himmelbjerget med de små dampskibe. I 1899 blev Ludvigslyst udbygget og omdøbt til "Hotel Ludvigslyst. Hotellet fungerede i mange år som samlingssted for mange af datidens kunstnere, som kom her på rekreation- Gæsterne talte bl.a. malerne Wildenrath og Harald Foss samt forfatterne Brøndsted og Th. Ewald. Da det ofte kneb med pengene, efterlod nogle af malerne gerne malerier som betaling for opholdet. Mange tiltag er med tiden blevet gjort for at bibeholde Ludvigslyst attråværdig; således gik der en overgang fritgående rensdyr på stedet, og der var faste søndagskoncerter. Snart blev Ludvigslyst da også populært og tiltrak fine gæster af både adelig og kongelig herkomst. Dagens ret, de famøse Svejbæk-ål, blev indtaget af Chr. X's bror, prins Harald og dennes hustru, og også de verdensberømte Fy og Bi har kigget forbi og skudt scener til filmen "Ulvejægerne" i nærområdet.

Krigen indhentede dog også Ludvigslyst, som under Tysken blev indrettet til rekreationshjem og senere til flygtningelejr. Stedet var efter krigen i en miserabel tilstand og indhentede aldrig sin oprindelige status. Silkeborg Kommune overtog efter mange år bygningerne og projekterede egentlig at gøre det til kursted. Dog fandt man aldrig en investor, hvorfor stedet atter blev solgt til de nuværende ejere, som leverer fantastisk mad i hyggelige omgivelser og i høj kvalitet. 

Da min salig svigermor havde fødselsdag den 21. december, var vi samlet omkring den dejligste mad i de hyggelige stuer. Menuen var som følger:


Amuse-bouche
En lækker trøffelmayo med friske fjordrejer med røget malt og makrel på friske frisésalat

Forret
Juleinspireret salat i røde nuancer med fennikel/anis-gravad laks, bagte og rå rødbeder, syrlig emulsion, karamel-nødder og rød frilice-salat

Hovedret
Gothenborgsk øko-and med kål-bonbon, konfiterede kartofler, appelsinglace og syltede æbler i varme krydderier

Dessert
En lidt moderne ris à l'amande af bagte mandler i crème, poppede ris, skummet vanille og kirsebær i spiritus

Dertil gode vine! Mums!

lørdag den 29. december 2012

Et pænt dækket bord











Jeg elsker at være til kaffebord hos min søde farmor. Hun er en social og meget snakkesalig 86-årig, der er noget mere aktiv end jeg selv og altid har ting på programmet. Hun kommer fra en generation, der har været vant til at passe godt på sine ting og således har peget fingre af os børnebørn, når vi begærligt har rakt ud efter det kongelige porcelæn som børn. Derfor er hendes kaffebord også altid sirligt dækket op med den fineste, skrøbelige porcelæn og det fine sølvtøj, som nænsomt er pudset med brasso af den fineste retrobøtte. 

Den 23. december var vi inviteret til stærk kaffe, sukkerkringler, lækker chokoladekage, fedtebrød og den lækreste gammeldaws æblekage. Foruden bollerne med tandsmør, naturligvis :-) Vi hygger os virkelig i julen - og kagerne feder jo heldigvis først dagen efter, eller...

torsdag den 27. december 2012

Christmas Moments

Så er den søde juletid næsten allerede overstået, og jeg har nuppet en lille blog-pause for at suge til mig af stemningen og de farvestrålende og lykkebringende juleglimt i selskab med dejlige mennesker. Julen er nu noget af det bedste, jeg ved, og tager jeg mig sammen, kan jeg stadig blive helt barnligt rørt af den magi, der ligger i luften og i de sporadiske snekys, det pyntede træ med glitterstads og levende lys og alle de hemmeligheder, der hører med til indhentningen af årets gaver. I juletiden har jeg:

Dækket bord til snydejul med en fin gammel dug 

Beundret den fine lampe på Traktørstedet Ludvigslyst, som serverer lækkert øko-goumetmad i hyggelige omgivelser ved søen i Silkeborg

 Jeg har beundret sneens tunge dyner, som kærligt lagde sig over landet den 23. december. 


Jeg har nydt den fine gamle julepynt, som jeg kan huske tilbage fra min barndom. 

Jeg har bladret i fine gamle konversationsleksika... 

 Jeg har nydt at snakke og spille med min herlige Gudfatter :-)

....og høre bettemusen sige sit første ord 

Vi har spist boller og æblekage hos farmor og oldemor 

Jeg har leget med sne og nisser... 

Og fundet sjove motiver 


Og været i kirke og synge gamle salmer

Jeg har set "vandet være stift" i Disneys Juleshow, som er et absolut must hvert år :-)

 Jeg har selvfølgelig spist en masse sukkergodter

Og spist and og ris à l'amande ved et pænt dækket bord med mormors fine gamle porcelæn 


Jeg har kigget på lys og trommer og Dannebrog og danset om juletræ :-) 

Og trillet masser af lækker konfekt, som naturligvis allerede er væk igen. Haps! 
Har I haft en dejlig jul? 

fredag den 21. december 2012

Backstage i kulissen





















Inden juleræset for alvor tog over, deltog jeg i det fineste arrangement på Aalborg Teater. Jeg er bidt af en gal skuespiller og elsker selv at stå på scenen, selv om det desværre ikke er sket i nyere tid. Men jeg elsker at spille sjove, underfundige roller og give den gas på de skrå brædder. Derfor var der ingen tvivl om, at jeg skulle med en tur backstage på Aalborg Teater.

Jeg synes, der er den mest fantastiske energi bag kulisserne på et teater; en cirkusstemning og vibration i væggene og masser af sjove kringelkroge og rum med fantastiske remedier og alverdens parykker, rekvisitter og instrumenter, ja sågar en tordenmaskine! 

Vi var helt opslugte af teatergarderoben med tusindvis af kostumer, hatte i alle former og farver, gamle briller og smykker. Og atelieret, hvor kulisser og interiøret konstrueres, bugnede af farvelade og regnbuefarvede tuber med maling. Og så var der et helt lager à la DR's gamle programmer, hvor man skulle ringe ind og finde frem til en bestemt ting. Kan I huske det? Jeg blev helt barnligt nostalgisk af at snuse rundt i de mange kasser og kigge på papmaché-kyllinger og anden mad. 

Vi hvirvlede op og ned ad de mange trapper og satte os til sidst til rette ved et juledækket bord, hvor vi nød en lækker to-retters-menu, før vi lod os opsluge helt af den barnlige juleforestilling, Fang Julemanden.