Så er hun her igen. Vinteren. Med sin kuldepalette af pudrede pasteller, som kastes over himmelen som smuk silkepynt. Et gavmildt drys af bomuld glimter kælent på de stikkende fingerspidser, som troner op fra den paralyserede muld. Fuglene er atter i flugt på hvælvingerne, mens røde bær strutter om kap med toner af orange, isblå og gult. Jeg skutter mig og lader naturens poesi indprente sig i sjælen. Humøret stiger i takt med de knasende trin, som er den eneste fredsforstyrrer i denne forbavsende stilhed, som bringer mig helt helt tæt på freden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar