mandag den 1. april 2013

Om at have været væk længe og om at være vendt tilbage, om store højder, om brede vidder








Kender I det at være på vej ud ad én af livets lange bugtede veje uden at vide, hvor den fører hen? At vælge den asfalterede vej uden huller synes til tider tiltrækkende og trygt, da den barmhjertigt lader dig løbe med strømmen og sikkert fører dig til endedestinationen. Jeg har i længere tid valgt den snævre snørklede vej, hvis brostenstoppe drillende lader mig snuble hen ad jorden med skrabede knæ og løbende snude; men som lokker med en lysning badet i hvidt lys for toppen af de grønne træers krusende kroner. Vejen har hånligt hevet mig i et dybt og endeløst hul, som var fyldt med spindelvæv, og som lugtede muggent. Men nu har jeg kæmpet mig op, hvor vejen er belagt med vandpytter, som jeg forventningsfuld hopper i som et lille barn. Barnet er dog veget for en voksen kvinde, hvis liv skal til at kæmpe sig op ad bakken og ned i dalene i et voksenliv, som pludselig er skræmmende nært.

(med andre ord: jeg har fået fast job, og mit lille helle her på bloggen er nedprioriteret lidt for tiden)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar