tirsdag den 12. februar 2013

Klassisk 65







En bogstavelig klassiker på bistrofronten i Aahus er Klassisk 65 i Jægergårdsgade. En dejlig uprætentiøs og propfyldt vinbar, hvor stemningen og servicen er i højsædet. I fredags startede en af mine skønne veninder og jeg med en god pastis for at lade op til weekenden. Vi sludrede en rum tid og blev hygget om af personalet, før en tredje ung kvinde slog sig til selskabet, og vi endelig kunne bestille fra et overskueligt menukort. Klassisk 65 arbejder med en daglig bondemenu, som er sammensat ud fra à la carte-menuen. Vi nuppede alle tre de lækre moules marinières til forret og kunne således nyde de fuldvoksne blåmuslinger i en lækker hvidvins- og hvidløgssuppe og dertil masser af brød og hjemmerørt aïoli. Hertil en dejlig frugtfuld, hvid cabernet. Til hovedret var vi to, der blev forført af den velklingende, sprængte og braiserede vagtel med druer, mandler og meget klistret sherrysauce. Toppet af med fine kartoffelkugler i druestørrelse. Det var lækkert og meget mættende, så vi fik ikke brug for den ekstra poussin, som egentlig var med i prisen. En anden valgte den fyldige og smagsmættede coq au vin med mos. Så velduftende og intens. Hertil delte vi en lækker rouge med kraftige tanniner - lækkert!

Efter en god tænkepause, hvor maden blev diskuteret sammen med hele verdenssituationen, sprang den ene skønne veninde ud i en crème brûlée, mens vi andre to nøjedes med en stærk kop kaffe. Omkring os vibrerede livet ved bordene, og folk var bænket meget tæt, og maverne måtte hives indenbords, når man skulle zigzagge sig gennem vinkasser ud til faciliteterne ved siden af fine bistrot-bænke. En virkelig hyggelig lille restaurant, som varmt kan anbefales. Vi endte med at betale knap 2200,- for alt, hvad vi kunne spise, 2 gode flasker vin, et par apéro'er samt kaffe til desserten. Godt, vi havde en venindekonto :-). Herefter stod den på en kold øl eller to på knejperne i Jægergårdsgade. 

2 kommentarer:

  1. Iiih hvor ser der hyggeligt ud! Der er altså mange skønne spisesteder i Århus, sidst jeg var der var jeg på Brasserie Belli og det var altså også for the win!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er virkelig også tændt op under hyggen. Og Aarhus har rigtig mange skønne spisesteder - det minder mig lidt om Le Coq i Latinerkvarteret; lidt et andet koncept, men samme type velsmagende, rustikke og gedigne franske køkken. Jeg har stadig Brasserie Belli tilgode, men har hørt så meget godt om det, så nu må jeg hellere snart komme afsted ;-)

      Slet