Mine hverdage har for længe smeltet sig sammen til en lind grød af stress, bekymring og angst for, hvad jeg mon er sat i verden for. For et par måneder siden måtte jeg sande, at jeg ikke kunne følge med i det tempo, mit daværede liv krævede, og at kroppen naturligt nok sagde fra. Jeg ville for meget på én gang, og det hævnede sig i form af et voldsomt nedbrud. Jeg tabte mig 10 kilo på tre måneder og endte med at sige mit energikrævende job op. Ikke nogen nem beslutning, og jeg lider stadig under efterveerne og har tabt fornemmelsen for, hvor jeg skal hen. Det, ikke at kunne se fremad i tiden gør mig rastløs, og tankerne kværner rundt i hovedet på mig og gør mig rundtosset.
Jeg trænger så meget til ro og til at tænke konstruktive tanker. Derfor har jeg forladt byen for en stund og trukket stikket ud i et tiltrængt vinterhi ved vestkysten. Den lille bil fragtede mig og en halv Bazar Vest med vitaminer til min barndoms sommerland, hvor jeg den næste uges tid lever af friskpresset juice, farverig føde og kildevand. Og nye tanker, ikke mindst. I dag vovede jeg mig ud på en lang og opkvikkende gåtur i det bakkede klitlandskab. Duften af hav sad i luften, nåletræerne vejrede, og fuglene sang allerede helt forårskådt. Jeg elsker luften over lyngens lilla toner og snuser jævnligt til den vestjyske muld.
I aften er der ild i pejsen, og jeg vil snart synke ned i et varmt spabad med udsigt til tændte stearinlys, et glas god rødvin og klassisk musik i ørerne, mens jeg håber på, at de mørke tanker mindskes, og sjælefreden sætter ind.
Hvad gør I, når hverdagen maser sig på? Hvordan lader I batterierne op igen?
