fredag den 14. september 2012

Breakfast at Bülows










Under Aarhus Festuge hankede jeg op i min gamle Fjällräv og vandrede de skæve vinkler af byen tyndt. Jeg har altid elsket Jægergårdsgade, hvor der er plads til det hele; det grimme og det pæne, grafitti og slidte facader, blomster og gamle skilte, fuldemandskroer og hyggelige caféer, nogle af byens bedste restauranter, øko-supermarkeder, sushi-hangouts og den sjoveste spøg-og-skæmt-butik. En af mine yndlingssteder at indtage morgenmad er den lille hyggelige Bülows Kaffebar - en kaffebar i ordets traditionelle forstand; et varmt og uprætentiøst sted, hvor man kan forsyne sig med dagens avis og krybe tilbage i de hyggelige puder på de ukurante stole og bare nyde livet og gadefolket, der langsomt vågner og nysgerrigt kigger ind ad vinduerne. 

Deres græske yoghurt med den lækre hjemmelavede müsli og ahornsirup er uovertruffen og nydes bedst i selskab af en skoldhed 'Kaffemomme', der, som navnet antyder det, lader perler af sød kardemomme prikke på tungen. Jeg kender ikke nogen bedre måde at vågne på end at nyde morgenkaffen på en farverig café, hvor indehaverne er i godt humør, bidrager til den afslappede stemning og sludrer om løst og fast. Desuden praler stedet på bedste nedtonede vis med, at:  "maden er som med sproget; hver dag kan byde på noget forskelligt: vi er 7 dejlige kaffesøstre, der tilsammen taler sønderjysk, fransk, tegnsprog, engelsk, tysk, vestjysk og ærke århusiansk." 

Jeg nuppede mig et program over Aarhus Festuge, bladrede i det nye iværksættermagasin 'Aarhus Affairs' og kluklo over Politikens fine og berettigede kritik af Nephews nye sang, 'Hjertestarter': "Forestiller man sig disse linjer skreget ind i en vocoder på en bund af elektronisk rytme, tung i røven som en centraljysk bryggerhest, har man et godt billede af denne særegne fusion af Depeche Mode og De Gyldne Løver, som 'Hjerterstarter' (og Nephew) er." Ha ha! Vel mættet af dejlig kaffe og med nye Berliner-noter i tasken valsede jeg videre op ad Bruunsgade og ind i Festugens magiske univers...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar