søndag den 16. september 2012

Et hemmeligt sted // Godsbanen













Et sted, som vel næppe længere kan være et skjult skatkammer, er det gamle godsbaneareal i Aarhus. Jeg lader nu alligevel som om, det er mit helt eget hemmelige sted, når jeg indtager byen. For der er så skævt og hyggeligt på samme tid og ikke mindst magisk med de små skilte, der lokker nysgerrige sjæle som mig ind til 'Museet for særlige ting'. Som under festugen, hvor jeg krøb om i gårdhaven til Aarhus Folkekøkken, hvor mennesker labbede de sidste sommerstråler i sig, hang ud i farverige korridorer og besteg det skønne tag af beton, som giver den mest fantastiske udsigt over den mere rå del af byen, nemlig Ringgadebroen og de mange jernbanespor, der fletter sig ind i hinanden på kryds og tværs. Her var en tryllekunstner i farverige gevandter i færd med at spå fremtiden for store og små. Jeg nøjedes med at nyde på afstand. Jeg vil helst møde livet, som det kommer, og fylde det med alt, hvad hjertet kan begære af tilfældigheder og valg. Det føles skønt at stå med blæsende lokker lidt tættere på himmelen på taget, hvorfra man også kan lunte ned til Radar for at se, om der skulle være noget spændende musik på programmet...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar