torsdag den 20. september 2012

Sct. Oluf i al sin enkelhed...







Trænger du til rustik, franskinspireret mad i sydlandske omgivelser, kan jeg klart anbefale det hyggelige og ofte travle Sct. Oluf i Mejlgade i Aarhus. Følg den lille gang med den fintmalede og farverige væg ind til den hyggelige gårdhave under den åbne sommerhimmel. Nuvel, det blæste selvfølgelig en dansk sommervind, da jeg var der sammen med et par gode veninder under Aarhus Festuge, men stemningen var intakt, og jeg følte mig virkeligt hensat til 'La douce France'. Stedets franske indehaver tog imod med fransk accent - og som frankofil var jeg jo straks solgt! Jeg sugede til mig af de mange indtryk; de hyggelige, ukurante borde med rød- og hvidternet dug, planterne og de rustikke oliedåser sammen med det fine service. Og en jævn strøm af de lækreste, hjemmebagte flûtes, som vi indtog i rå og knasende mængder, mens vi ventede på maden. Princippet er enkelt: En ret for 95 kr., to retter for 135 kr. og tre retter for 145 kr. Det er til at have med at gøre. Vi fik en lækker rimmet og hjemmesaltet laks til forret. Dog manglede den lidt syre, men det vejede stemningen op for. Til hovedret delte vi de møreste kalvekæber med den mest bløde og lækre kartoffelmos, der smeltede på tungen. Dertil nye minigulerødder, stegt spidskål og svampe og en himmelsk sauce. På den anden tallerken var der lækker skjærising med muslinger, fennikel, ris og tomatsauce. Enkelt, smagfuldt og mættende. Bordene omkring os blev hurtigt fyldt op af glade festugegæster, så det er altid en god idé at bestille bord i forvejen. Det er et dejligt uprætentiøst sted, hvor man kan nyde ærlig bondekost og stikke af fra stressen et øjeblik og føle sig som hjemme ved Middelhavet. Jeg kunne knapt klemme den lækre, syrlige rabarbertrifli ned oven på den gode hovedret, men det var jo næsten synd at lade være til den herlige pris. Prøv det selv. Det er virkelig en hyggelig lille hule...

2 kommentarer:

  1. mhh, virkelig lækre og stemningsfulde billeder som altid!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ååårh, sikke en sød kommentar. Tak skal du have :-)

      Slet